Flagets brug
Splitflag
Dette flag må kun bruges af kongehuset, statsinstitutioner og visse private institutioner og firmaer, hvis de har fået en særlig tilladelse.
Skik og brug
I Danmark findes ingen flaglov.Som privat person er der kun meget få regler, der overordnet fastsættes af Justitsministeriet.
Flagdagene, der fastsættes af Justitsministeriet, gælder kun for offentlige myndigheder. Militære flagdage gælder kun for de militære institutioner.
Flagning i de lyse timer
Vi må gøre hver dag til en festdag. Som privat person kan man flage på de dage man har lyst.
Der bør kun flages i de lyse timer. Flaget hejses ved solopgang, dog aldrig tidligere end klokken 08.00, og flaget nedhales senest ved solnedgang.
På halv stang
På visse mindedage og i anledning af dødsfald flages på halv stang.
Flaget hejses først til tops og forbliver oppe nogle sekunder. Derefter sættes det på halv, dvs. nedhales så langt, at flagets underkant befinder sig ud for midten af flagstangen.
Ved flagning på husfacader sættes det hvide kors ud for flagstangens midte.
Når flaget skal hales ned, hejses det først til tops og forbliver oppe nogle sekunder, hvorefter nedhalingen finder sted.
På en bisættelsesdag flages på halv, indtil bisættelsen har fundet sted. Derefter hejses flaget på hel, hvor det forbliver indtil solnedgang.
På hel eller halv stang
Det sker, at flagdage falder sammen. En festdag falder sammen med en dag, hvor der skal flages på halv stang, fx en festdag der falder på en langfredag.
Iflg. Justitsministeriet går en kirkelig flagdag altid foran enhver anden flagdag.
Flagning med vimpel
Hvis der bruges vimpel, bør den være hejst dag og nat og kun hales ned, når flaget skal hejses.
Kasserede Dannebrog
Dannebrog må aldrig smides væk eller genbruges. Flaget skal brændes. Pak det evt. ind og læg det i skraldespanden, så kommer det med til forbrændingen eller brænd det selv.